Kære familie og venner,
På grund af problemer med at oploade det seneste blogindlæg henviser vi jer til Mission Afrikas hjemmeside, hvor det også bliver sendt til.
De bedste hilsner fra
Mette og Alex (nu i det kølige Nigeria - kun 20 grader om natten og behagelige 30 om dagen!)
fredag den 20. november 2009
mandag den 2. november 2009
Ankomst til Mbamba
Så er vi kommet til Afrika - og det er vist ved at være på høje tid med en opdatering. Det har imidlertid vist sig meget mere besværligt at kommunikere via nettet, end vi havde regnet med. Internettet er ikke særlig udbygget, så der er hele tiden problemer og det kører så langsomt, at selv en engels tålmodighed kommer på en hård prøve!
Ankomsten
Vi landede, godt møre, i Abudja efter en lang dag i flyvere og en svær afsked med Danmark: Hvordan siger man farvel til alle de mennesker man kender, venner og familie, en hverdag man kender for at kaste sig ud i det uvisse? Hvordan forberede man sig i det hele taget på at kunne begå sig i et land, man aldrig har set? Hvis vi finder svaret, skal vi nok bringe det videre!
Vi var blevet advaret om, at Abudja lufthavn kunne være meget kaotisk, og fået vejledning i, hvordan man gelejder sig uden om toldere, der kun leder efter en mulighed for at konfiskere folks bagage og kræve bestikkelse for at aflevere tilbage, men det gik alt sammen meget smertefrit. Alle var smilende og hjælpsomme og vi mødte ingen ubehageligheder. Da vi kom ud i ankomsthallen stod Mr. Haruna klar til at tage imod os. Han har fungeret som chauffør for Mission Afrika i mange år, er meget dygtig til at køre bil på nigeriansk, således at man både kommer nogen vegne, men ikke tager unødige chancer (trafikken og vejene er et kapitel for sig, men lad det blot her være sagt, at det ofte er en fordel at køre ved siden af vejene, da det er mindre humpet).
Jos, Land of Peace and Tourism?!?!?
Vi overnattede i Abudja – det er ikke en god idé at køre i mørke – og kørte videre til Jos tidligt næste morgen. Her blev vi en uge på Dogon Dutse, et tidligere retrætested for missionærer. Det var godt at have nogle dage her til at sove ud, veksle penge og gøre nogle basale indkøb. Vi fik også lejlighed til at møde nogle af de andre missionærer i byen. De viste og fortalte om deres arbejde. Det var meget spændende at få et indtryk at, hvilket arbejde der bliver gjort. Derudover var de alle meget hjælpsomme med alt mulig praktisk. Når man er fremmed i et så fremmedartet land, kan selv de mest simple ting være meget besværlige, så deres hjælp var ganske uundværlig. Vi håber, de får mulighed for at besøge os i Mbamba, så vi kan gengælde deres hjælpsomhed.
Efter en uge var vi utålmodige efter at komme til Mbamba. Vi var selvfølgelige nysgerrige efter at se vores nye hjem, med samtidig brød vi os ikke om Jos. Byens slogan er ”land of peace and tourism”… ud over missionærerne mødte vi kun tre andre hvide og fred oplevede vi ikke: Spændingerne i byen var meget tydelige, ikke at vi oplevede noget grimt, men der var en ubehagelig stemning, nærmest som stilhed før stormen. Mange folk stirrede efter os uden at smile og der var mange sikkerhedsforanstaltninger. Det er selvfølgelig godt nok, men tanken om at det skulle være nødvendigt var ubehagelig. Efter mørkets frembrud forvandlede Dogon Dutse sig til et fort: Der var høje mure rundt om hele komplekset med knust glas og pigtråd på toppen, vagter ved porten dag og nat og så blev der lukket bidske hunde ud om natten. Vi så dem aldrig, men de lød som et helt kobbel varulve, som man kun kender dem fra gyserfilm. Derudover var der udgangsforbud efter kl. 11 over hele byen, hvorefter politi og militær patruljerede og rygtet gik, at de yndede at skyde først og spørge bagefter, hvis de mødte nogen. Alt sammen meget ubehageligt og vi fik lidt fornemmelsen af at være jaget vildt, men evige kuldegysninger og en trang til konstant at se os over skulderen…
Endelig Mbamba!
Det blev heldigvis noget helt andet at komme til Mbamba! Verden forandrede sig med det samme vi kom ud af Jos og jo længere væk vi kom, jo mere rolig blev vi. Der var ene af hjælpsomhed og glade smil fra alle vi mødte. De fleste hilste os med et ”You are welcome!” så hvordan kunne man føle sig andet end velkommen? Naturen ændrede sig også, da vi kom ned fra højlandet, hvor Jos ligger. Jiemeta (den store by) og Yola (den gamle by og derfor den by, der er på kortene) ligger i en dal omkranset af smukke blå bjerge. Benuefloden løber igennem dalen, som mest af alt ligner savanne. Da englænderne regerede landet, foreslog en af guvanøren, at Nigeria blev delt i tre: En nordlig del, en syd-vestlig og en syd-østlig del alle tre afgrænset af floderne Niger og Benue. Opdelingen blev foreslået fordi der var så stor forskel på de tre dele, både hvad natur og folk angår. Efter hvad vi har oplevet, kan vi kun støtte en sådan opdeling; det er virkelig som om vi er kommet til en anden verden nu.
Vores hus er meget stort og det ligger rigtig godt, nærmest midt i Bronnum Lutheren Seminary, som er det præsteseminarie, vi skal arbejde på, og samtidig er der grønne områder hele vejen udenom, bagtil (foran stuevinduet) er der nærmest udsigt til savanne: Her græsser geder og får med deres unger, høns med kyllinger og ænder med ællinger og af og til kommer en fulani (normadehyrde) forbi med sine køer. Køerne er store og flotte med lande ansigter, enorme horn og en pukkel på ryggen. Det er alt sammen både hyggeligt og eksotisk. Sikke et skue lige uden for vinduet! Vi føler tit, at vi sidder og ser National Geografic i bredformat, blot inklusiv dufte. Det er helt vidunderligt! - Gederne prutter godt nok en del og hver prut følges af en dunst af sur gammel ged, men da vi ikke har rigtige vinduer (blot en slags glas-lameller) forsvinder lugten lige så hurtig som den kommer. Om aftenen bliver dyrene hentet hjem og så overtager frøer, cikader, flagermus og eksotiske fugle scenen og vi bliver underholdt af et nyt kor. Der er ikke ligefrem stille om natten, men det er nogle meget behagelige lyde, så vi sover fint.
Et nyt hjem
Vores hus havde været ubeboet i længere tid og trængte i den grad til en kærlig hånd! De første ti dage gik med rengøring og små-reparationer. Faktisk var her så beskidt, at det næsten kun var til at le af! Spindelvævet hang som lange sorte guierlander fra loftet og alt var dækket af et tykt lag sort støv. Det var næsten ikke til at se ud af vinduerne, for det finmaskede metalnet, der skulle holde insekter ude, var dækket af spindelvæv, støv, edderkopper, døde insekter og insekt æg. Puh! Men kan kunne da se, at man kom nogen vegne og vi valgte at tage et rum af gangen, så det var til at bevare overblikket – ellers var det fristende at opgive på forhånd. Der skulle efter sigende have været en rengøringsdame herinde inden vi kom, men hendes arbejde har vist mest bestået i at muge ud.
Nu har vi fået sat skik på det meste; vi har fundet ud af at bruge generatoren og gaskomfuret, der kom nogle håndværkere og lavede vandtanken, så nu har vi både strøm, mulighed for at lave mad og vand! Det er jo rent luksus! Der mangler endnu nogle småting, som et par døre og lidt møbler, men manden der leder håndværkerskolen har været her og taget mål, så vi håber snart at det kommer i orden. Den ene dør er ædt op af dyr og den anden var gået så meget i baglås at den måtte brydes op, hvorved den praktisk talt gik fra hinanden…
Vi har fået lavet en dejlig terrasse foran huset og har store planer om at få en mere bagved. Derudover vil vi gerne have betongulv i garagen, så vi har et sted at vaske tøj og ikke slæber så meget sand med ind i huset. Taget på huset er ved at falde sammen, så det regner ind mange steder og vi tør ikke parkerer noget i garagen for der er den helt gal. Nu er regntiden imidlertid snart slut, så det må vente til foråret med at få nyt tag på.
Skolen begynder først d. 9. oktober, så vi har haft god tid til at komme på plads og er nu i fuld gang med at forberede os.
Mange hilsner fra os i varmen!
Alex og Mette
PS: Vi beklager at dette indlæg allerede er forældet, men sådan er Afrika! Nettet har været nede meget længe. Vi skriver snart igen!
Ankomsten
Vi landede, godt møre, i Abudja efter en lang dag i flyvere og en svær afsked med Danmark: Hvordan siger man farvel til alle de mennesker man kender, venner og familie, en hverdag man kender for at kaste sig ud i det uvisse? Hvordan forberede man sig i det hele taget på at kunne begå sig i et land, man aldrig har set? Hvis vi finder svaret, skal vi nok bringe det videre!
Vi var blevet advaret om, at Abudja lufthavn kunne være meget kaotisk, og fået vejledning i, hvordan man gelejder sig uden om toldere, der kun leder efter en mulighed for at konfiskere folks bagage og kræve bestikkelse for at aflevere tilbage, men det gik alt sammen meget smertefrit. Alle var smilende og hjælpsomme og vi mødte ingen ubehageligheder. Da vi kom ud i ankomsthallen stod Mr. Haruna klar til at tage imod os. Han har fungeret som chauffør for Mission Afrika i mange år, er meget dygtig til at køre bil på nigeriansk, således at man både kommer nogen vegne, men ikke tager unødige chancer (trafikken og vejene er et kapitel for sig, men lad det blot her være sagt, at det ofte er en fordel at køre ved siden af vejene, da det er mindre humpet).
Jos, Land of Peace and Tourism?!?!?
Vi overnattede i Abudja – det er ikke en god idé at køre i mørke – og kørte videre til Jos tidligt næste morgen. Her blev vi en uge på Dogon Dutse, et tidligere retrætested for missionærer. Det var godt at have nogle dage her til at sove ud, veksle penge og gøre nogle basale indkøb. Vi fik også lejlighed til at møde nogle af de andre missionærer i byen. De viste og fortalte om deres arbejde. Det var meget spændende at få et indtryk at, hvilket arbejde der bliver gjort. Derudover var de alle meget hjælpsomme med alt mulig praktisk. Når man er fremmed i et så fremmedartet land, kan selv de mest simple ting være meget besværlige, så deres hjælp var ganske uundværlig. Vi håber, de får mulighed for at besøge os i Mbamba, så vi kan gengælde deres hjælpsomhed.
Efter en uge var vi utålmodige efter at komme til Mbamba. Vi var selvfølgelige nysgerrige efter at se vores nye hjem, med samtidig brød vi os ikke om Jos. Byens slogan er ”land of peace and tourism”… ud over missionærerne mødte vi kun tre andre hvide og fred oplevede vi ikke: Spændingerne i byen var meget tydelige, ikke at vi oplevede noget grimt, men der var en ubehagelig stemning, nærmest som stilhed før stormen. Mange folk stirrede efter os uden at smile og der var mange sikkerhedsforanstaltninger. Det er selvfølgelig godt nok, men tanken om at det skulle være nødvendigt var ubehagelig. Efter mørkets frembrud forvandlede Dogon Dutse sig til et fort: Der var høje mure rundt om hele komplekset med knust glas og pigtråd på toppen, vagter ved porten dag og nat og så blev der lukket bidske hunde ud om natten. Vi så dem aldrig, men de lød som et helt kobbel varulve, som man kun kender dem fra gyserfilm. Derudover var der udgangsforbud efter kl. 11 over hele byen, hvorefter politi og militær patruljerede og rygtet gik, at de yndede at skyde først og spørge bagefter, hvis de mødte nogen. Alt sammen meget ubehageligt og vi fik lidt fornemmelsen af at være jaget vildt, men evige kuldegysninger og en trang til konstant at se os over skulderen…
Endelig Mbamba!
Det blev heldigvis noget helt andet at komme til Mbamba! Verden forandrede sig med det samme vi kom ud af Jos og jo længere væk vi kom, jo mere rolig blev vi. Der var ene af hjælpsomhed og glade smil fra alle vi mødte. De fleste hilste os med et ”You are welcome!” så hvordan kunne man føle sig andet end velkommen? Naturen ændrede sig også, da vi kom ned fra højlandet, hvor Jos ligger. Jiemeta (den store by) og Yola (den gamle by og derfor den by, der er på kortene) ligger i en dal omkranset af smukke blå bjerge. Benuefloden løber igennem dalen, som mest af alt ligner savanne. Da englænderne regerede landet, foreslog en af guvanøren, at Nigeria blev delt i tre: En nordlig del, en syd-vestlig og en syd-østlig del alle tre afgrænset af floderne Niger og Benue. Opdelingen blev foreslået fordi der var så stor forskel på de tre dele, både hvad natur og folk angår. Efter hvad vi har oplevet, kan vi kun støtte en sådan opdeling; det er virkelig som om vi er kommet til en anden verden nu.
Vores hus er meget stort og det ligger rigtig godt, nærmest midt i Bronnum Lutheren Seminary, som er det præsteseminarie, vi skal arbejde på, og samtidig er der grønne områder hele vejen udenom, bagtil (foran stuevinduet) er der nærmest udsigt til savanne: Her græsser geder og får med deres unger, høns med kyllinger og ænder med ællinger og af og til kommer en fulani (normadehyrde) forbi med sine køer. Køerne er store og flotte med lande ansigter, enorme horn og en pukkel på ryggen. Det er alt sammen både hyggeligt og eksotisk. Sikke et skue lige uden for vinduet! Vi føler tit, at vi sidder og ser National Geografic i bredformat, blot inklusiv dufte. Det er helt vidunderligt! - Gederne prutter godt nok en del og hver prut følges af en dunst af sur gammel ged, men da vi ikke har rigtige vinduer (blot en slags glas-lameller) forsvinder lugten lige så hurtig som den kommer. Om aftenen bliver dyrene hentet hjem og så overtager frøer, cikader, flagermus og eksotiske fugle scenen og vi bliver underholdt af et nyt kor. Der er ikke ligefrem stille om natten, men det er nogle meget behagelige lyde, så vi sover fint.
Et nyt hjem
Vores hus havde været ubeboet i længere tid og trængte i den grad til en kærlig hånd! De første ti dage gik med rengøring og små-reparationer. Faktisk var her så beskidt, at det næsten kun var til at le af! Spindelvævet hang som lange sorte guierlander fra loftet og alt var dækket af et tykt lag sort støv. Det var næsten ikke til at se ud af vinduerne, for det finmaskede metalnet, der skulle holde insekter ude, var dækket af spindelvæv, støv, edderkopper, døde insekter og insekt æg. Puh! Men kan kunne da se, at man kom nogen vegne og vi valgte at tage et rum af gangen, så det var til at bevare overblikket – ellers var det fristende at opgive på forhånd. Der skulle efter sigende have været en rengøringsdame herinde inden vi kom, men hendes arbejde har vist mest bestået i at muge ud.
Nu har vi fået sat skik på det meste; vi har fundet ud af at bruge generatoren og gaskomfuret, der kom nogle håndværkere og lavede vandtanken, så nu har vi både strøm, mulighed for at lave mad og vand! Det er jo rent luksus! Der mangler endnu nogle småting, som et par døre og lidt møbler, men manden der leder håndværkerskolen har været her og taget mål, så vi håber snart at det kommer i orden. Den ene dør er ædt op af dyr og den anden var gået så meget i baglås at den måtte brydes op, hvorved den praktisk talt gik fra hinanden…
Vi har fået lavet en dejlig terrasse foran huset og har store planer om at få en mere bagved. Derudover vil vi gerne have betongulv i garagen, så vi har et sted at vaske tøj og ikke slæber så meget sand med ind i huset. Taget på huset er ved at falde sammen, så det regner ind mange steder og vi tør ikke parkerer noget i garagen for der er den helt gal. Nu er regntiden imidlertid snart slut, så det må vente til foråret med at få nyt tag på.
Skolen begynder først d. 9. oktober, så vi har haft god tid til at komme på plads og er nu i fuld gang med at forberede os.
Mange hilsner fra os i varmen!
Alex og Mette
PS: Vi beklager at dette indlæg allerede er forældet, men sådan er Afrika! Nettet har været nede meget længe. Vi skriver snart igen!
mandag den 3. august 2009
Velkommen til vores blog
Så lykkedes det omsider at oprette en blog, så det nu er muligt for alle at følge lidt med i vores liv og hverdag, medens vi opholder os i Nigeria. I skrivende stund befinder vi os på Diakonhøjskolen, hvor vi deltager i et volontørkursus. Ganske vist er vi ikke ansat som volontører, men der er alligevel mange praktiske ting, som vi kan lære på kurset, ligesom det også er interessant at se, hvordan volontørerne bliver forberedt på deres ophold. I Nigeria er det meningen, at vi bl.a. skal være ansvarlige for volontørerne.
Tiden går - og tiden nærmer sig for vores udrejse. I morgen tidlig er der bare én måned til vi letter fra Billund lufthavn og inden da er der meget, vi skal nå. Hele denne uge går på volontørkurset, derefter tager vi en tur til Sverige, hvor vi skal læse og skrive opgaver, så tager vi et par dage til København og dernæst tilbage til Jylland, hvor vi skal nå at møde mange forskellige mennesker i forbindelse med vores uddannelse. Den sidste uge i august deltager vi på et islamkursus i Århus. Alt dette finder sted før Mission Afrikas årsmøde d. 29.-30. august, som vi glæder os til at være en del af. Årsmødet afsluttes med udsendelsesgudstjeneste i Haderslev domkirke - og det bliver samtidig det store punktum på vores uddannelse og begyndelsen på et nyt kapitel i vores liv.
Når vi ankommer til Nigeria vil vi opdatere denne blog ca. én gang om ugen (afhængig af forholdene). Det bliver dermed muligt at få lidt friske indtryk fra Nigeria både i ord og billeder.
Velkommen til bloggen og god fornøjelse,
Kærlige hilsner,
Mette og Alex
Tiden går - og tiden nærmer sig for vores udrejse. I morgen tidlig er der bare én måned til vi letter fra Billund lufthavn og inden da er der meget, vi skal nå. Hele denne uge går på volontørkurset, derefter tager vi en tur til Sverige, hvor vi skal læse og skrive opgaver, så tager vi et par dage til København og dernæst tilbage til Jylland, hvor vi skal nå at møde mange forskellige mennesker i forbindelse med vores uddannelse. Den sidste uge i august deltager vi på et islamkursus i Århus. Alt dette finder sted før Mission Afrikas årsmøde d. 29.-30. august, som vi glæder os til at være en del af. Årsmødet afsluttes med udsendelsesgudstjeneste i Haderslev domkirke - og det bliver samtidig det store punktum på vores uddannelse og begyndelsen på et nyt kapitel i vores liv.
Når vi ankommer til Nigeria vil vi opdatere denne blog ca. én gang om ugen (afhængig af forholdene). Det bliver dermed muligt at få lidt friske indtryk fra Nigeria både i ord og billeder.
Velkommen til bloggen og god fornøjelse,
Kærlige hilsner,
Mette og Alex
Abonner på:
Opslag (Atom)